Complexed Fitgirl: vidnesbyrd om en kvinde, der tæmmer hendes krop

Hej hej dig!

Denne uge giver Body to Heart Heart to Body ordet til Encollowen, som blev en firgirl på Instagram, og som taler om sit vægttab på sociale netværk.

Hvis hans tilhængere gav ham vinger, skar de dem næsten af ​​...

Hvis du ikke har fulgt med, er dette en række illustrerede udtalelser , der fremhæver folk, der har besluttet at se mere positivt på deres fysiske komplekser.

Det handler ikke om at have det godt i det hele taget (påbud er nok, åh!) Eller at sige, at der er komplekser, der er vigtigere end andre, men at observere de stier, som forskellige mennesker tager til føler sig mere i fred med sig selv.

Alle kroppe er forskellige, hvad med at fejre dem sammen med mig hver uge?

Illustrationer er lavet af mine små hænder og fra fotos sendt sammen med teksten. Jeg modtager flere, og jeg vælger den, der inspirerer mig mest.

Så uden yderligere ado, vidnesbyrdet i denne uge.

Encollowen fortæller om hendes vægttab og de sociale mediers rolle i hendes liv

Jeg forventer mere eller mindre
en vag misforståelse efter
dette vidnesbyrd ... Men alt for dårlig, jeg går!
A priori er jeg "ude af kategori" for
at tale om "bodypositiv".

Ikke meget høj, men velproportioneret,
en ret atletisk profil derudover er jeg langt
fra billedet af en lille rund kompleks,
som man forestiller sig at vidne.

Og stadigvæk. Komplekser
sker ikke kun for andre.

For et par år siden, en ny
tvillingemor, besluttede jeg
at tage ansvaret for mig selv.

Med en masse cardio- og vægttræning
startede jeg en transformation, der ville vare
næsten 2 år og besluttede at lægge
mine træningsprogrammer på Instagram.

Dag efter dag bliver min størrelse tyndere, pundene
smelter, og ... mit samfund vokser!
Det er spændende i starten. Meget motiverende.
Jeg holder fast og mister op til 30 kg.

Der kommer en dag, hvor jeg føler mig
særlig selvsikker
og sender mit første "form" -billede.

Jeg vidste det ikke endnu, men hun ville
frigøre lidenskaber. Jeg, der tænkte at
dele apotheosen af ​​mit arbejde i teatret,
frugterne af mit hårde arbejde,
står overfor
ærligt ondsindede kommentarer : på den ene side dem,
der kritiserer "udstillingssiden" af billedet;
på den anden side dem, der åbent griner
af mine strækmærker og min mave
beskadiget af graviditet (sic).

Jeg følte, at jeg fik en
rundtur. Så selvfølgelig er
jeg mor, og jeg ved, at jeg ikke har
den flade mave på mine 16 år (
fantaseret flad mave, da jeg aldrig havde det), men
jeg troede ikke, at mine strækmærker
og min hud hud kunne pludselig
gøre mig næsten uægte i
mine påstande om atletiske piger
(eller fitgirl)!

Først skadede det mig.

Jeg stillede mig selv spørgsmål og
befandt mig med et kompleks
oprettet fra bunden af ​​det samme sociale netværk,
hvorfra jeg havde trukket så meget styrke
og motivation.

Det var stormløbet.

Og så med tiden ... ordnede jeg det.
Jeg kom tættere på de positive mennesker,
der kommenterede (for ja, der var!)
(Selvom jeg på en måde var
blindet af det negative), diskuterede jeg
en masse med dem og ... Jeg gentog erfaring!

En gang, to gange, FULD AF GANGER.
Jeg tog det modsatte af denne oplevelse,
og jeg besluttede at tage ansvaret for mine små øjeblikke
i gymnastiksalen. Det gjorde mig meget godt.

For mig først og, prikken over i'et,
til de andre mødre (disse fitmums),
der genkendte sig selv i dette,
og som bragte bh'erne ned.

Med hensyn til selve kompleksets koncept kan
jeg godt lide tanken om, at hvis andre kan
være årsagen, kan de også være
løsningen! Det er ikke en mirakelopskrift,
det er ikke noget, der fungerer
hver gang, men i tider med blues kan
jeg lide at tænke på mine ar
som mine tatoveringer:
et stykke af min personlige historie.

Hvordan føles det at vidne om dine komplekser?

Jeg bad også Encollowen om at give feedback om denne oplevelse: at være vidne til og se hendes krop illustreret, hvad gjorde det, hvad følte hun?

Kan du beskrive for mig, hvordan du havde det? Følte du en ændring i dit blik?

Jeg tøvede længe med at skrive
dette vidnesbyrd, fordi det tog lang tid
at finde legitimitet i det.

Der, nu, med det samme, har
jeg stadig en stærk frygt for,
hvordan det vil blive opfattet og alligevel ...

Alligevel føler jeg, at jeg er blevet befriet
for en byrde.

Jeg kommunikerede ikke ofte
om dette aspekt af mit liv (især
om mit til tider modstridende forhold til
sociale netværk), pludselig gjorde det mig
godt at udtrykke denne rejse.

Jeg tror, ​​at det indirekte ændrede
arten af ​​mine Instagram-indlæg.

Billeder lidt mindre glatte,
ord lidt mere efterspurgte
og meget mere udveksling med
mennesker, der også har
fundet sig i konflikt med deres image.

Det er en udvikling, der følger dens forløb.
Jeg ved endnu ikke, hvor det vil føre mig ...
men det er mærkbart forskelligt fra "fronten".

Jeg vil også gerne vide dine følelser over for illustrationen, genkender du dig selv i den? Hvordan har du det, når du ser din krop anderledes?

Der er en meget "organisk"
og meget kødelig side ved denne illustration.
Det er meget mere levende end et foto!

Jeg har følelsen af ​​en krop, der bevæger sig,
der fungerer, som nogle gange vrider sig lidt ...

Der er både de stive linjer i min
let markerede talje og blødheden i denne mave
så vanskelig at tæmme.

Det er lidt vanskeligt, fordi det er en
hensynsløs zoom på, hvad jeg kan lide mindst ved mig,
men det er også blødt, lyserødt og rundt
som alle gode ting.

Det afspejler godt dualiteten i min tanke.
Hun er enig med mig selv.
Jeg hader ikke min krop.
Jeg elsker heller ikke ham
fuldstændigt og ubetinget.

Jeg tæmmer det dag for dag.

Jeg genkender mig selv i det, fordi
jeg over tid tror, ​​at denne lille mave (og den måde, jeg
udsætter den for) er blevet et varemærke på.

Det er symbolet på en lille
personlig sejr . Ligesom de piger,
der maler eller tatoverer deres strækmærker
i 1001 farver, har jeg indtryk af,
at denne illustration har gjort
det til noget kunstnerisk.

Vi forlader komplekset, sporten,
vægttabet og transformerer det
i den kreative sammenhæng.

Billedet af sig selv bliver
et billede i sig selv ...
I sidste ende næsten uafhængig af mig.
Det er en underlig følelse,
men ikke ubehagelig!

Du, ja, du, der har læst omhyggeligt. Du, der ønsker at fortælle din krop, at du vil begrave øksen. At selvom der er dage med og dage uden, ville det allerede være et første skridt til at dele din oplevelse.

Bienvenue dans Corps à cœur Cœur à corps !

Concrètement, si tu veux participer, qu’est ce que je te demande ?

Le témoignage sera en 2 parties : un texte et une illustration.

• Le texte, c’est toi qui l’écris : tu m’expliques ton rapport à ce(s) complexe(s), pourquoi tu as envie de changer de regard dessus, comment tu t’y prends…
• Pour l’illustration, j’ai besoin de 5 photos de cette partie de ton corps et/ou de ton corps en entier.

Tu peux les prendre seul·e ou avec un·e proche; l’essentiel est que ça soit ton regard avant de devenir le mien. Ça peut être un exercice difficile, j’en ai conscience, donc je laisse le plus de liberté possible ! Mise en scène, spontanéité… c’est toi qui vois.

Je choisis la photo qui m’inspire le plus et j’en fais une illustration.

Envoie-moi ça à lea.castor(at)ladyjornal.com avec « Corps à cœur Cœur à corps » en objet du mail !

Pour suivre Léa Castor, rendez vous sur Instagram et Facebook !