I flere uger har denne artikel været rørt i mit hoved.
Det er det samme hver dag. Jeg åbner Facebook, jeg ruller på Twitter, jeg binger YouTube og jeg spørger mig selv: hvad bliver jeg oprørt over i dag?
Fra det tweet om Greta Thunberg? Af angrebet af racistiske kommentarer under en Mademoisell-video, der giver ordet til en doktorand i astronomi? Af det betalte partnerskab med Tibo InShape for at promovere Universal National Service?
Valget er stort, og fristelsen til et inderligt svar er stærk. Men jeg vil ikke reagere.
I årevis har sociale medier udnyttet min vrede, og siden jeg fandt ud af det, afstår jeg fra at fodre det.
Indignation, motoren til sociale netværk
Tristan Harris er advokat for teknisk etik og tidligere produktchef hos Google, og i 2021 slog hans amerikanske senatshøring bølger.
Mymy gennemgik sine forklaringer til dig om metoderne til at "tvinge" dig til at forblive online og blive oprørt, og spurgte, om du ville være interesseret i en artikel, der hjalp dig med at mindske dine nerver på Internettet.
Tristan Harris forklarede faktisk, at indignation er den følelse, der “fungerer” bedst på sociale netværk: det gør indholdet viralt, det motiverer deling, svar ...
Nu er du måske ligesom mig træt af at være vred.
Så jeg foreslår, at du forstår, hvad der får dig til at være indigneret, at komme løs på det!
Jeg er derfor vred
Andres blik betyder meget.
Nogle gange finder vi måder at give slip på og leve som vi vil.
Men mens sociale netværk opretholder et diktatur med det perfekte image, befinder vi os undertiden også fanget i vores sociale avatar .
På Internettet er alt muligt. Jeg kan opbygge en ny identitet, socialisere mig med mennesker, der er forskellige fra mine sædvanlige kredse, integrere mig selv i grupper, der deler mine interesser.
Deres første dom stopper måske ikke på min krop, men på de ideer, jeg overfører. Som pige er det en luksus!
På Internettet som i "det virkelige liv" er jeg bange for ikke at blive elsket, ikke blive respekteret. Inderst inde er jeg bange for at finde mig selv alene, isoleret.
Så nogle gange bliver jeg oprørt over at berolige mig selv socialt . At bekræfte, at mit samfund tænker som mig. At løbe med pakken og ikke føle sig udeladt.
Jeg styrker min tilhørsforhold til en gruppe gennem et fælles punkt: de samme ting oprører os.
Vrede på Internettet, en solid boble
Tristan Harris forklarer:
”Moralsk indignation er det, der skaber mest engagement.
Forskning viser, at for hvert ord, der angiver oprørt tilføjet til en tweet, stiger retweet-satsen med 17% .
Med andre ord er det faktum, at vores samfund er mere og mere polariseret, en del af forretningsmodellen. "
Radikale meninger er derfor mere tilbøjelige til at engagere et samfund, uanset om de fører til stærk støtte eller had. Nuansen, halvt mål klikker ikke, så det sælger ikke.
Denne dynamik er grundlaget for viralitet på internettet og en af mekanismerne til cyberstalking.
Selvom jeg har blokeret en god flok negative mennesker, ser jeg fortsat indignerede indlæg i mit nyhedsfeed, folk der fornærmer hinanden og debatter, der stiger i tårnene.
Og med god grund: algoritmen skubber dem ind i mit feed.
Kunstige intelligenser analyserer og registrerer hver af vores handlinger for at tilbyde os indhold, der vil behage os.
Men de tilskynder også vores indespærring i disse negative bobler: jo mere vi ser irriterende indhold, jo mere vi bliver irriterede, jo mere bagatelliserer vi deres deling .
Sådan er visse rum blevet lande undermineret af kynisme og vrede.
Hvorfor udtrykker jeg så meget vrede?
De spørgsmål, jeg har stillet mig selv de sidste par dage, er forfærdelige.
Er vi onde? Er vi grusomme?
Hvorfor glemmer vi enhver opfattelse af empati, så snart en skærm er mellem os og vores samtalepartner?
Hvem skal jeg dømme og dømme på Internettet?
Ved at være indigneret håber jeg at deltage i social død og miskreditering af en person . Uanset om hun er berømt eller ej.
Det er ekstremt voldeligt, ikke?
Hvorfor, jeg, der er begavet med medfølelse, vil jeg sprænge vægge ved synet af en eller to irriterende sætninger?
Svaret, jeg fandt det delvist i refleksionerne fra François Jost, en semiolog, der så på vores virtuelle interaktioner i sin seneste bog Wickedness in action i den digitale tidsalder.
”Før, når nogen sendte et anonymt brev, blev det adresseret til en enkelt person, i dag bliver brevet offentligt, og alle kan se det.
Backbiting, fornærmelse, angreb og symbolsk mord eksisterede, men digital teknologi har skabt særligt effektive betingelser for handling. (…)
Vi tager alle med til at være vidne til, og der er en fornøjelse at gøre "bashing" , det vil sige at deltage i pakken for at formere angrebene mod en person, der er udpeget som latterlig. "
Hvad er meningen med at være sur på internettet?
Hvad bringer det, når jeg deler en indigneret reaktion ? Hvad ændrer det sig?
Ofte ... ikke meget. De mennesker, der følger mig, er for det meste enige med mig, deres bevidsthed om et emne vil sandsynligvis ikke udvikle sig med en kantet kommentar.
Og de der opdager mig gennem en indigneret besked, vil de skifte mening takket være min vrede?
Ved at læse de tidligere incels, der har ændret mening, de angrende ex-racister eller anti-abort, der er blevet pro-choice, siger ingen:
”Jeg ændrede mig, fordi jeg blev behandlet nok som mørk lort på Internettet, nok bad mig om at gå og kneppe mig selv, og at jeg ikke var noget værd, for at det kunne passe. "
Virkelig. ingen nogensinde.
Selv i min feministiske konstruktion lærte jeg mere af rolige og åbne diskussioner end af fornærmelser på Internettet.
At være indigneret, det skinner, det er polariserende. Det er ikke et redskab til debat, det er ikke det, der vil overbevise den anden og ikke engang tilskynde ham til at tage et skridt mod "den modsatte lejr".
Internetindhold gør mig sur, hvad skal jeg gøre?
Tag eksemplet med en meget dum tweet, meget lavt loft, meget lukket, forbitret, måske sexistisk eller racistisk, som du helt sikkert allerede har set.
Hvis jeg ser det i min tidslinje, har jeg 4 muligheder.
- Svar offentligt indigneret
- Retweet ham med en salt kommentar
- Send en privat besked til den person, der sendte den
- Ignorer det
Udtryk min vrede, hvad til?
Den første refleks, i hvert fald "min pakke", er at svare eller retweet med fornærmelser, vrede, had.
Nogle gange er det, hvad personen leder efter : de provokerer for at eksistere, og mit samfund falder lige ind i det. Jeg har set folk med 500 tilhængere forårsage 3.000 reaktioner på kun en tweet.
Det ligner ordsproget "Der er ingen dårlig omtale", forestiller jeg mig ...
Under alle omstændigheder, hvis jeg svarede hende, ville jeg spille hendes spil, mens alt hun fortjener er ligegyldighed.
Omvendt forventer personen undertiden ikke det . Hun har meninger modsat dem fra en gruppe, måske endda ildelugtende eller diskriminerende, men hun ved ikke, hvad hun går ind i.
I dette tilfælde bliver volden chikane. Nævner panik. "Undertryk", "tæve", "hold kæft", "se på den tæve" regner.
Og det er aldrig fortjent.
Gør min vrede noget?
Jeg gav dig eksemplet ovenfor af en konto med et par hundrede tilhængere, der forårsager tusinder af reaktioner. Dette er noget ret almindeligt.
Jeg tror, at før det reagerer på et stykke indhold, er det altid godt at kontrollere, hvad der allerede er blevet sagt før. Hvis 300 mennesker allerede har udtrykt, hvordan du har det, hvad er pointen?
Beskeden kom igennem 300 forskellige måder. Hvad mere vil du medbringe? Ikke noget.
På det tidspunkt, hvis du er indigneret offentligt, gør du det mest for dig selv - at eksistere, at løbe med pakken, alt det der.
Og tro mig, du kan eksistere andet end ved at blive sur.
Kan jeg gøre min vrede nyttig?
Vrede har altid rødder. Det sker, fordi noget gør ondt, truer vores værdier, vores identitet, vores rettigheder - eller i det mindste ser vi det sådan. Det er en selvforsvarsmekanisme.
Vrede, i bøde, er ikke ubrugelig: det er et relevant signal at modtage og acceptere. Der er konstruktive måder at bruge din vrede på!
Plutôt qu’un commentaire bref et énervé, tu peux par exemple expliquer ce qui te met si mal dans un article, comme je l’ai fait en m’adressant aux députés voulant boycotter Greta Thunberg à l’Assemblée.
Lettre aux vieux cons qui boycottent #GretaThunberg à l'Assemblée https://t.co/nAvM4WMv1V
- ladyjornal.com (@mademoisell) July 22, 2021
Je dis article, mais ça peut être une vidéo, un post Instagram, ou même une série de tweets qui se centre sur toi et ce que tu ressens, sans forcément attaquer une autre personne.
La colère peut être le déclic te donnant envie de faire passer un message qui te tient à cœur.
Face à une injustice te mettant en rogne, tu peux aussi t’engager auprès d’associations ou d’ONG luttant pour améliorer les choses. Tu n’es pas obligée de rester seule et d’évacuer dans ton coin !
Et si vraiment tu as du mal à gérer ta colère, si ça devient une souffrance, rappelle-toi qu’il n’y a aucune honte à aller voir un ou une psy pour y voir plus clair.
Comment arrêter d’être en colère sur Internet ?
That’s it. That’s the part. Celle que tout le monde attend, la recette miraculeuse pour s’éviter un ulcère et alors que les débats sur internet semblent avoir atteint un point de non-retour.
Spoilers : elle n’existe pas, cette recette miraculeuse. Allez, salut !
Non, rassure-toi, j’ai quand même des petits tips à te partager pour dénouer tes cervicales.
Comprends ce qui encourage la colère sur Internet
Et comme j’ai cherché à te le démontrer plus haut, ton ennemi, ce n’est pas cet inconnu qui dit un truc qui te semble très très con.
Ce sont les algorithmes des réseaux sociaux.
Je te le garantis, en prendre conscience et identifier tes propres schémas d’indignation est un premier pas vers plus de sérénité.
Lâche prise quand Internet te met en colère
Un truc t’a fait monter la moutarde au nez ? Ferme les yeux, vois la petite fleur de lotus zen qui sommeille en toi et respire. Par. Le. Ventre.
Cette personne mérite-t-elle que tu lui accordes le temps d’un commentaire ainsi que toute la colère résiduelle que tu vas garder pendant une bonne heure ?
It’s okay to not tweet that thought you have.
- Dylan Marron (@dylanmarron) July 21, 2021
« Tu as le droit de ne pas tweeter cette pensée qui te traverse l’esprit » (par l’hôte du très bon podcast Conversations with people who hate me, que je te conseille chaleureusement !)
Perso, j’ai remarqué que non seulement répondre un bon « Ferme ta gueule » n’apaise pas ma colère, mais en plus, après coup, je me sens un peu sale parce que ça ne me ressemble pas de parler comme ça.
On ne peut pas être d’accord avec tout le monde. On. Ne. Peut. Pas. Être d’accord. Avec. Tout le monde.
Parfois, tu n’es simplement pas la cible d’une parole ou d’un article. Accepte-le et passe ton chemin. Si besoin, mute ou bloque l’accès à ce canal.
Ton toi du futur te remerciera.
Sois à l’écoute de ta fatigue militante
J’en ai parlé récemment sur Rockie : quand on passe son temps à défendre une cause, il arrive qu’on atteigne un point de rupture.
Pour éviter de péter un câble, rien ne vaut de prendre un peu de recul et de faire une pause.
Tu peux ainsi travailler sur la gestion de ton sentiment d’injustice, te recentrer sur toi, identifier pourquoi tu t’engages et réapprendre à t’entourer de personnes qui t’encourageront tout au long de ton chemin.
Cela va peut-être t’amener à te déconnecter des réseaux et à trouver de nouvelles façons de t’occuper. Un mal pour un bien, non ?
Défoule-toi en privé quand Internet te met en colère
Je ne suis pas parfaite : parfois, je juge et j’ai VRAIMENT besoin d’évacuer ma colère.
Plutôt que de le faire sur la personne qui m’agace, j’envoie une capture du message incriminé et une réplique bien salée à mon mec - qui partage majoritairement mes opinions.
Ça a parfois un effet cathartique et se marrer ensemble fait retomber les tensions tout en évitant de faire du mal à la personne qui m’énerve.
Ce n’est pas idéal, mais parfois, on n’a pas d’autre choix que d’évacuer !
Si besoin, adresse-toi à la personne en privé
Plutôt que de diffuser de la colère et de l’indignation sur les réseaux sociaux, tu peux essayer de contacter la personne t’ayant mise en colère, dans un canal privé.
Exprime-lui tes questions et remets de l’humain en lui expliquant ce que ça a suscité chez toi. Pourquoi a-t-elle écrit ça ? Qu’a-t-elle voulu dire ?
Laisser le bénéfice du doute aux gens et leur donner la possibilité de s’expliquer, c’est la base des interactions humaines « dans la vraie vie », alors pourquoi s’en passer dans nos vies numériques ?
L’empathie ne s’arrête pas là ou le Wi-Fi commence.
Mets-toi à la place de la personne qui t’a mis en colère sur Internet
C’est pas le plus facile à faire. Mais rappelle-toi d’une chose.
Tout le monde fait ce qu’il peut. Tout le monde espère vivre dans un monde meilleur.
Ces affirmations d’une banalité confondante, on a tendance à les oublier quand notre route croise celle d’une personne qui ne semble pas penser comme nous.
Pourtant, face à nous, nous avons des humains, avec leurs histoires, leurs limites et leurs façons de gérer les choses.
Qui sommes-nous pour les juger, alors que nous ignorons un quart, la moitié voire la totalité de leur identité, de ce qui les construit ?
Je n’ai pas envie d’être jugée, attaquée ? Ça commence par ne pas juger et attaquer les autres. Et par me mettre dans les bottes de la personne qui recevra mon message.
Et souvent, ça m’amène à l’effacer avant de l’envoyer, ce message.
La cause de la négativité des réseaux sociaux ? C’est nous
Tu as remarqué ?
Aucun des conseils que je viens de dérouler ne vise directement les plateformes que nous utilisons aujourd’hui pour communiquer.
Et pour cause : le changement ne viendra pas des technologies de communication que nous utilisons au quotidien.
Il viendra de nous.
De notre propre capacité à identifier les mécanismes dans lesquels ces réseaux nous enferment - au détriment, souvent, de notre santé mentale.
Ça vaut pour Twitter, les commentaires Facebook mais aussi pour les vidéos que nous consommons sur YouTube ou les contenus auxquels nous réagissons sur Instagram.
Il ne tient qu’à nous de renverser la tendance. D’ignorer les trolls, les personnes qui ne partagent pas nos opinions, les médias dont nous ne sommes pas la cible.
Internet n’est qu’un outil aux services de milliards d’êtres humains qui ont le pouvoir de le façonner selon leur souhait. À nous d’élever le niveau.
Et toi, quels sont tes tips pour éviter de t’énerver sur Internet ? Viens les partager dans les commentaires !
P.S. de Mymy : si le sujet t’intéresse, fonce voir Right now, le nouveau one-man show d’Aziz Ansari sur Netflix, qui en parle très bien !
