Offentliggjort den 11. marts 2021

Insta historie

I flere måneder, hver anden uge, vil du se på Mademoisell portrætter af Instagrammers og Instagrammers, som du måske eller måske ikke kender.

10 personligheder, der ikke nødvendigvis er Instagram-stjerner, men bare enkle mennesker med en overvældende oplevelse med en besked at komme igennem eller originalt indhold at tilbyde.

Hvem er de bag likes og K'er på det sociale netværk ? Hvordan kom de derhen? Hvad er deres budskab?

Jeg vil prøve gennem disse 10 portrætter for at få dig til at opdage det og måske få dig til at følge dem.

Men frem for alt håber jeg at få dig til at ønske dig selv og udtrykke dig frit som dem og dem!

Find de portrætter, der allerede er offentliggjort

  • Roro den stærke, nu quadriplegic, taler om glæde, virilitet, kærlighed ...
  • Angelo fra @balancetapeur, sårbar UFO fra Instagram
  • Oplev @lafillequiadestaches, selvkærhedsforhandler på insta
  • Hvordan min krops positive forpligtelse ændrede mit liv
  • Når kampen mod kræft inspirerer et engageret brand
  • Hvorfor bryder jeg tabuet med assisteret reproduktion på Instagram
  • Jeg tatoverer "3D" brystvorter, blander kunst og selvværd på Instagram
  • Romain Costa frigør LGBT + -samfundets stemme på Instagram
  • Med Make My Lemonade dyrker jeg glæde på Instagram

Hvis du værdsatte disse portrætter og de værdier, der formidles af disse kvinder og mænd på Instagram, vil jeg møde dig på siden No Pressure by Instagram, en overraskelse venter dig!

Ambitiøs . Udholdende . Kreativ .

Start fra ingenting, modige forhindringer, og find din plads i verden takket være hans udholdenhed og engagement på Instagram.

Dette er hvad jeg ville sige, hvis jeg skulle sammenfatte rejsen til Steves Houkponou, 35, nu iværksætter.

Men Steves 'vej fortjener, at jeg bruger lidt mere end en sætning, og at jeg fortæller dig, hvordan han fra en børnefodboldspiller i et distrikt i Cotonou i Benin besluttede, at Instagram ville være det netværk, som ville hjælpe det med at opfylde sig selv .

Skader at overvinde for Steves Houkponou

Bag sin status som iværksætter har Steves faktisk tre hatte:

  • han har et kommunikationsbureau til at støtte mærker i deres digitale strategi
  • han skabte et afrikansk-inspireret ready-to-wear og tilbehør mærke ved navn BHP (BlackHats Paris)
  • han er en instapreneur, det vil sige, at han startede sin virksomhed takket være Instagram.

På sin mere end polerede Instagram-konto gav Steves mig indtryk af en dygtig mand, mere end stilfuld, lige i støvlerne og solid på benene.

Det er tydeligvis hvad han er, men da jeg mødte ham, tillod han mig at se lidt ud over og viste mig et stykke af sit liv, da han endnu ikke var der. selvsikker og selvsikker mand i dag.

Steves voksede op i en beninesisk familie, han er den sidste af en familie på 9 børn, og det var først for fodbold, at han var bestemt :

”I skolen kunne jeg ikke lege med mine klassekammerater, fordi de gjorde narr af mig, så jeg spillede i kvarteret på gaden.

Vi satte to sten, vi lavede hold, og vi spillede fodbold.

Da jeg gik til mine forældres landsby, var der et stort fodboldstadion, det var lidt som om pariseren kom til provinserne: folk var mindre dårlige der, så jeg var i stand til at udtrykke mig, Jeg spillede, og sådan blev jeg set.

Da jeg var 14, kom jeg til Frankrig, til Auxerre, det store træningscenter på det tidspunkt, for at spille fodbold.

Jeg vendte tilbage til sportsstudier, men en måned senere, under en opdagelsesdag, blev jeg skadet, og det var starten på mit andet liv . "

1 måned efter, at hans fodbolddrøm begyndte at tage form, i 1998, året for verdensmesterskabet, tog Steves et dårligt hit under en tackling, faldt til jorden og kunne ikke rejse sig.

Allerede lider af en autoimmun sygdom, som hendes far viderebragte kaldet HLA-B27, hvilket sætter hende i en højere risiko for visse reumatiske sygdomme (som påvirker knogler, led og blødt væv), diagnostiserer læger hende mere end pessimistisk:

”Alle lægerne fortalte mig, at jeg aldrig ville gå igen i mit liv, jeg var handicappet 14 år gammel. Vi så alle lægerne mulige og tænkelige, og de sagde alle det samme.

For mig var det forfærdeligt, fordi det var slutningen på mit liv, jeg græd, men hvad der virkede, var min far fortalte mig:

"Det er en vittighed, de spiller på dig, det er ikke sandt, du vil gå igen."

Alle dine brødre og søstre går, jeg går, din mor går, så det er op til dig at tro det. Hvis du ikke tror på det, er det slut. "

Mine forældre er meget stærke, min far blev født i Benin, min bedstefar er fisker, min far gik i 2 dage fra sin landsby til hovedstaden, fordi han var syg.

Min mor blev forældreløs, da hun var 12, hun kæmpede for at fodre sig selv og måtte klare sig selv for at spise, og i dag er det økonomisk meget bedre, de har formået at gøre store ting.

Mine forældre gjorde mig altid opmærksom på, hvor heldig jeg var, jeg voksede op i taknemmelighed, og hvad der skete med mig, fik de mig til at prøve som en prøvelse, jeg måtte gennemgå .

Så på den ene side var det kompliceret, og på samme tid fortalte jeg mig selv, at jeg ikke kunne give slip, og det alt for dårligt, jeg vil ikke spille fodbold, men jeg finder min vej, og jeg vil være den bedste til det, jeg gør. skulle gøre . "

Overmotiveret af opmuntring og støtte fra sine forældre og familie, fik Steves alle læger til at lyve. Efter et par måneder lykkedes det ham at sidde op i sengen, hvilket allerede var en sejr.

Så efter et år var han i stand til at rejse sig, et sandt mirakel for lægeprofessionen.

Steves var meget berørt af denne prøvelse, men det var ikke den eneste, der påvirkede den måde, han ser på sig selv på.

Når han taler om hånet fra sine beninesiske kammerater, da han var i skole, er det noget, der virkelig markerede ham:

”Da jeg var lille før alt dette, lo folk meget af mig.

Jeg løb rigtig hurtigt, og jeg var meget god til fodbold, men jeg havde en længdeforskel på 1,5 cm mellem mine to ben, så det viste, når jeg løb.

Les enfants sont méchants et ils se moquaient, donc je manquais beaucoup de confiance en moi. Le seul moment où je m’échappais, c’est quand je jouais au football.

C’est une plaie qui ne se referme pas. »

Un nouvel objectif, et son début sur Instagram

Au total, Steves a passé 2 ans dans un centre de rééducation, et c’est aussi pendant cette période que s’est concrétisée son envie de travailler dans la mode, quand bien même ce n’était pas du goût de ses parents :

« Apparemment à 5 ans je prenais déjà les poupées de ma sœur et je leur faisais des habits, donc je me suis dit que c’était peut-être la voie qui était faite pour moi, et que j’allais me concentrer sur ça.

Je suis fan de Saint Laurent, j’ai lu tous ses bouquins, dès qu’il y a un événement sur lui, j’y vais, et ça date de quand j’étais en centre de rééducation.

Ma mère m’a acheté un magazine, ils parlaient de Saint Laurent dedans, j’ai adoré et j’ai demandé à ce qu’on m’en achète plus.

J’ai commencé à m’intéresser à la mode, et je disais que je serai le nouveau YSL quand je serai grand.

Je voulais faire des études de mode, mais je viens d’une famille africaine qui considère que ce n’est pas pour les hommes, que ce n’est pas viril, donc c’était compliqué. »

Pour satisfaire ses parents sans perdre de vue son objectif premier, Steves a enchaîné les études prestigieuses, tout en se rapprochant doucement du milieu de la mode.

Steves a obtenu un Bachelor International Management à l’université de Cambridge, puis il est revenu en France à Paris, pendant une période de rechute médicale.

Il a ensuite fait un Master en Marketing de Luxe, pour se rapprocher de la mode, puis un MBA en Finances, sachant au fond de lui qu’il allait un jour se mettre sur la voie de l’entreprenariat.

Il a fini par travailler chez Cartier, L’Oréal, au Bon Marché, puis a gravi les échelons chez Coach, la marque de prêt-à-porter de luxe, dans laquelle il est devenu directeur commercial.

Il est rentré par la petite porte, puis est devenu le plus jeune directeur commercial d’Europe.

Voulant aller toujours plus haut, progresser toujours plus, et sentant qu’il n’y parviendrait pas en restant chez Coach, c’est là que Steves a décidé de tout miser sur Instagram :

« Parallèlement à mon travail chez Coach, je postais des photos de mode sur Instagram, sur mon compte perso, et je parlais aussi développement personnel.

Je parlais des difficultés de la vie, et j’essayais de faire passer un message, de dire qu’il faut se battre, et ne rien lâcher pour atteindre ses objectifs.

À l’époque je n’avais pas beaucoup de followers.

Quand j’ai quitté Coach, j’ai eu ma première opération rémunérée en tant qu’influenceur qui a bien marché, donc je me suis dit qu’il y avait quelque chose à fouiller. »

Un chapeau et un compte Instagram qui changent la vie

Aujourd’hui Steves est un vrai modèle pour sa communauté, et il diffuse des messages centrés sur la confiance en soi, l’important de s’aimer, se trouver, et toujours trouver la force de franchir les obstacles.

Et s’il en est arrivé là, c’est grâce à sa ténacité extraordinaire et à son environnement familial, mais aussi grâce à ce fameux chapeau, son accessoire magique devenu emblématique :

« Un jour je rentre dans une boutique, c’était dans le Marais, et il y avait un chapeau.

J’ai kiffé le chapeau, j’ai un gros coup de cœur, mais à l’époque on mettait des bobs, des casquettes, mais pas trop de chapeaux, et surtout il coûtait 350€, ce qui représentait beaucoup d’argent pour moi à l’époque !

Je demande une réduction à la vendeuse, mais rien n’y fait. J’avais un pote avec moi qui me dit que le chapeau me va trop bien, et la vendeuse ajoute :

« Ce chapeau, il va changer votre vie. »

La je me suis dit que la dame était très forte, elle m’a vendu une émotion, côté marketing elle envoyait !

Bref, elle m’a convaincu, j’ai acheté le chapeau ! À ce moment de ma vie j’étais encore assez bas côté confiance en moi, je n’osais pas trop parler aux filles, c’était vraiment compliqué.

Je suis sorti avec le chapeau sur la tête, et une fille est passée à côté de moi et m’a fait un clin d’œil. C’était la première fois que j’avais une interaction comme ça avec une inconnue.

Le soir, on va au restau avec des amis, on va en boîte, et des femmes viennent me voir, prennent mon chapeau, on commence à interagir, etc.

À partir de là, le chapeau, je ne l’ai plus lâché !

Un jour je cherchais un truc dans mon porte-feuille, et mon pote m’a pris en photo.

La photo était vraiment belle, je l’ai postée sur Instagram, et tout d’un coup j’ai eu 1000 likes, alors que d’habitude je n’en avais que 30 ou 40.

C’était un truc de malade, je me suis dit que j’allais arrêter de poster des looks, et que j’allais mettre ma tête à moi, sauf que quand j’ai posté une photo de mon visage sans chapeau, j’ai fait un gros flop.

À partir de là j’ai fait tout un travail, j’ai changé de nom, je me suis appelé theblackwithblackhat (The Black With Black Hat) , et c’est comme ça que ça a commencé pour moi sur Instagram. »

Maintenant, Steves a 120 000 abonnés sur son compte Instagram personnel, et presque 170 000 en cumulant celui de son agence et de sa marque.

Il est une référence de réussite, et grandit chaque jour un peu plus grâce à sa communauté Instagram :

« Instagram m’a apporté de la confiance en moi, le fait de faire des photos et de me montrer moi, déjà, ça a été un exutoire.

Si tu avais dit au petit Steves de 14 ans de faire des photos pour se montrer, il aurait dit : jamais de la vie !

Sur Instagram il y a une bienveillance qui est arrivée, les gens m’ont dit qu’ils avaient acheté un chapeau noir pour me ressembler, des gens m’ont accosté dans la rue pour me prendre en photo…

Au-delà du business et de la vitrine importante que représente Instagram pour une image de marque, c’est tout ce côté humain que le réseau m’a apporté ! »

Je suis ravie d’avoir fait la connaissance de Steves, et d’avoir découvert son histoire touchante, et inspirante, qui rend son parcours encore plus impressionnant.

Et je te laisse avec ses mots :

« J’avais toutes les excuses pour rater ma vie : je suis noir, je suis immigré, je suis handicapé.

Si j’étais resté uniquement là-dessus je n’aurais rien fait, je serais encore dans mon fauteuil roulant dans le lit d’hôpital à Viry-Chatillon, sauf que j’ai refusé et je suis allé faire ce que je voulais.

Tout le monde a un point fort, moi mon point fort je sais aujourd’hui que c’est de donner confiance aux gens, de faire briller les gens grâce à leur image, et j’ai mis du temps à trouver cela.

Il faut que chacun et chacune trouve son point fort, et ce qui l’a marqué dans sa vie et l’a mené à faire ce qu’il ou elle fait. La vie est courte, et on a tous une mission de vie. »

Populære Indlæg